Nadia Kløvedal Reich

At det bedste, man kan sige om en far, er, at han er en god onkel, stammer fra et antropologisk studie af et naturf

Når det kommer til min far og kvinder, er utilregneligheden stabil. Hans tro på idealerne om det frie kærlighedsliv er intakt, og efterhånden som jeg knytter mig til de kvinder, han deler seng med, ryger jeg ind og ud af underliggende loyalitetskonflikter. Jeg forsøger på bedste vis at afmontere de pinlige situationer, der løbende opstår i kølvandet på hans eskapader.

Man kan ikke have dybe kærlighedsforhold til flere kvinder på en gang, det er at snyde – jeg ved godt at du i din fiskenatur mener, at man skal elske alle; men et dybt erotisk forhold er nu noget man ikke skal lege med. Jeg burde for længst have trukket mig ud – i stedet for at være med i det erotiske djævlespil der foregik mellem os alle tre. Ingen af os blev lykkelige af det – hvad nytter det at have alle teorierne i orden, når virkeligheden taler sit tydelige frustrerende sprog … Du kan ikke hver gang der kommer problemer – smutte væk i en ny forelskelse, det hævner sig i den sidste ende – og du kan heller ikke skøjte af sted i en ny bog om “det hele” hver gang dit kærlighedsliv giver bagslag – du bliver nødt til at standse op – og samle dine handlinger sammen – ellers bliver du aldrig et helt menneske. Hvad nytter det at du ved det hele på det ydre plan, når dit indre er så kaotisk.

Mine forældre er uafladeligt foran i deres evne til at overskride grænserne for, hvad der er muligt.

Min far indser hurtigt, at han ikke har noget at gøre som moralens vogter. Mellem os er det mig, der vogter moralen. Hans forsøg på en formaning afspejler hans manglende indsigt i mit liv. Han ser ikke, at hans mangeårige eksperimenterende udskejelser har gjort ham aldeles uberettiget til at have nogen form for moralske indvendinger. Han ser heller ikke, at den selvstændighed, han i så mange år har fordret af mig, gør mig kapabel til at have min seksuelle debut, præcis når det passer mig, og ikke når nogen har besluttet, at jeg må.

I mødet med Klokkeblomsts sag bliver omsorgssvigtet konkret, jeg mærker en lede ved min fars manglende blik for barnet. Sagsakterne fremkalder en virkelighed, som gør mig ængstelig, fordi de understøtter et blik på ham, som jeg er bange for, bliver for tydeligt. Jeg bliver ramt af en følelse af at udlevere ham, hvis jeg tillader mig at gå videre.

“Jura er et tilbageskuende fag, der, når det bliver taget alvorligt, handler om at vurdere nutiden ud fra fortidens moral. Er du sikker på, det er noget for dig?” spørger han.

De sidste gange, vi er sammen, går det op for mig, at jeg stadig er låst fast til ham i den vagtsomme omsorg, jeg havde som barn, og at denne rolle skaber en afstand til ham, eller snarere en ufremkommelighed.

Det er den sammensvorne rolle, jeg har udfyldt i det eksperimenterende fællesskab, vi kan mødes om; han ser ikke andet. Jeg er fanget i en længsel efter noget, jeg ikke længere tror er muligt. Dagene er gået, vores samtaler har været antydninger, vi har bevæget os rundt om noget, der ikke lader sig gøre imellem os.

Når fortiden erstattes af en konstrueret virkelighed, der ikke omslutter smerten, finder den sin vej videre i livet, som vand, der finder en anden vej, hvis flodens forgreninger lukkes til. Det føres videre, om vi vil det eller ej, og ofte i uigenkendelige forklædninger.

Udenfor er natten på retur, fuglene giver morgenkoncert, da jeg går ned ad Sankt Pauls Gade. Nyboders dybe, jernvitriolmættede orange mure fremstår psykedelisk i det spæde lys. Lyset skifter hvert sekund, som det kun gør, når natten og dagen er i færd med at skifte plads. Det hele er uvirkeligt og alligevel sjældent levende, som om alt fremstår mere tydeligt. Tiden er ved at etablere et før og et efter.