Søren Aabye Kierkegaard (1813–1855) var en dansk teolog og filosof, der regnes som eksistentialismens grundlægger og den største danske filosof nogensinde. Han har med værker som Enten-eller, Begrebet angst og Frygt og bæven markeret sig betydeligt i den internationale filosofihistorie.
Søren Kierkegaard voksede op i en rig familie i København og var derfor økonomisk fri til både at studere teologi og filosofi. Han overvejede at blive præst, men valgte i stedet at dedikere sit liv til tænkningen og sin skribentvirksomhed.
Kierkegaards filosofiske bidrag er ikke til at tage fejl af. Han har med sine værker og tænkning ageret central inspirationskilde for den eksistenstænkning, som blandt andet blev taget op af tyske og franske tænkere op gennem 1920’erne — vi kender den bedst under navnet eksistentialisme.
Et af hans mest markante værker er Enten-eller fra 1843. I dette værk udforsker han to af typerne fra eksistensens stadier. Med de såkaldte stadier udlægger han fire typer af mennesker, som repræsenterer fire forskellige måder at anse livet på — dermed også forskellige måder at eksistere på. De fire typer er “Spidsborgeren”, “Den religiøse”, “Æstetikeren” og “Etikeren”, og det er primært det æstetiske og etiske, han udfolder i Enten-eller. Disse stadier bliver udfoldet yderligere i Stadier paa Livets Vei fra 1845.
Kierkegaards betydning for både teologi, filosofi, litteratur og psykologi er ikke til at underkende, og derfor har han tydeligt markeret sig som en af de mest indflydelsesrige danske tænkere.