Steen Steensen Blicher

men at springe i Historien

Jeg har to Ting at gjøre Undskyldning for: Titelen og Fortællingen. Den første er plat, modbydelig maaskee for en fiin delicat Smag; den anden er ligesaa. – Ikke fordi jo Skildringen af store Kjeltringer er den interessanteste Side baade i Historien og Romanen; men Man kalder dem ikke saa – det er Eet, og dernæst maae slige piqvante Caracterer tilhøre Folk af Stand, i det ringeste Folk af ærlig Stand, og ikke Saadanne, med hvem ingen Bonde spiser af Fad. Hvo kan nægte, at Claudius og Messalina, Pave Sergius og Marozia, Front de Beuf og Ulrica levede ret et Kjeltringliv? men vel at mærke, i Palladser og ikke i Faarehytter. Hvad der klæder fyrstelige Personer, hellige Prælater, normanske Riddere, kan ikke skikke sig for jydske Natmændsfolk; Nero er et stort Uhyre – Jens Langkniv en lumpen Kjeltring. Det falder aldrig det dannede Menneske ind at moralisere over den tyrkiske Sultans Maneer in puncto sexti; at han holder tre hundrede Maitresser, naar en christelig Prinds tit lader sig nøje med tre Stykker – det er et stort Galanterie. Men at en rejsende Glarmester har tre Koner, kaldes med Rette et liderligt Levnet

Den moralske Følelse oprøres, naar saadan en Kjeltring kaster Kjep med den Første den Bedste; men faaer en Konge Lyst til en af sine Undersaatters Koner eller Døttre, siger Man smilende: „han kaster Tørklædet.“ Det er ikke Tingen selv, som kommer paa Moralens Vægtskaal; men Hvo, der gjør den, og hvorledes den gjøres: at udsue et fjendtligt Land, kalder Man at brandskatte: at dræbe og lemlæste nogle Tusinde Mennesker, faaer Navn af en glimrende Sejer: at opbrænde en Stad og ødelægge en Provinds, hedder Erobringer; men naar vore jydske Kjeltringer brandskatte, det er at udsue; naar en Prævliqvant vinder afgjørende Sejr i en Duel paa Tornkjeppe eller Foldeknive, det er et Mord; og skulde han afsvie en Straahytte (som yderst sjældent turde være Tilfælde), det er virkelig Mordbrand. At stjæle et Land, veed Enhver, er et stort Foretagende; at stjæle en Griis eller et Faar, er et gemeent Tyverie: Attila og Semiramis faae Plads i Historien – Stoffer Eenøje og Lange Margrethe i Viborg Tugthuus

saae et Væsen nærme sig, som vel kunde forbause baade Mennesker og Hunde. Det var nemlig intet mindre, end en Slags Amphibie eller Hermaphrodit, en uhyre lang Holophernes med Skjørter paa, et Væsen altsaa – foroven Mand, forneden Kvinde.

en kvindelig Korsdragerinde i bogstavelig Mening – nemlig med sin Mand paa Ryggen, var endnu aldrig forekommet mig.

Manden var en lille, men – paa det nær, at han manglede Fødder – ret velskabt Figur, med et frisk, brunladent Ansigt; han lod til at være i sin kraftigste Alder.

g da saa Panterne skulde indløses! Hvor dyb var ikke Brønden? hvor haard den brede Steen? hvor tung den polske Kirkegang? jeg bang, jeg skriftede i Sandhed som en Synder; og alle de Kys, jeg fik og gav, smagte dels som Ædikke og deels som Vand.

Vilhelm var en undersætsig fiirskaaren Karl med et tykt sort Haar, ditto Øjenbryn og smaa brune Øjne til et bredt, blegt, men dog vakkert Ansigt.