Marie Tetzlaff

Arina Vlasjevna var en rigtig lille russisk adelsdame fra gamle dage; hun skulle have levet to hundrede år tidligere, i det gamle moskovitiske rige. Hun var meget gudfrygtig og sentimental, troede på alle mulige tegn, spådomme, besværgelser og drømme; hun troede på sandsigere, nisser, skovtrolde, skæbnesvangre møder, onde øjne, folkemedicin og jordens snarlige undergang; hun troede, at hvis lysene ikke gik ud ved midnatsmessen påskesøndag, så ville boghveden blive god, og at en svamp holdt op med at gro, hvis et menneskeligt øje havde set den; hun troede, at fanden holdt til ved vandet, og at alle jøder havde en blodig plet på brystet; hun var bange for mus, snoge, frøer, spurve, igler, torden, koldt vand, gennemtræk, heste, geder, rødhårede mennesker og sorte katte og regnede fårekyllinger og hunde for urene dyr; hun spiste hverken kalvekød, duer, krebs, ost, asparges, jordskokker, hare eller vandmelon, sidstnævnte fordi den i overskåret form mindede om Johannes Døberens hoved.

„Men jeg tænker: Her ligger jeg ved høstakken … den lille plads, jeg optager, er så lillebitte i sammenligning med resten af rummet, hvor jeg ikke er, og hvor jeg ikke er savnet; og det tidsrum, det lykkes mig at leve i, er så ubetydeligt i forhold til evigheden, hvor jeg ikke er og ikke kommer … Og i dette atom, i dette matematiske punkt løber blodet rundt, hjernen arbejder, og den ønsker oven i købet noget … Hvor er det hæsligt! Hvor er det tåbeligt!“