Christina Lauren

Vi ankom til hendes etage, og jeg gav efter, da hun insisterede på at humpe ned ad gangen, da det var nødvendigt at bryde anspændtheden på en eller anden måde. Inde hos hende fandt jeg en pose frosne ærter i fryseren og hjalp hende ud på badeværelset, hvor jeg fik hende til at sætte sig på toilettet, mens jeg ledte under vasken efter noget klorhexidin eller en anden form for antiseptisk middel. Jeg endte med at nøjes med vand og brintoverilte.

Hendes bukser var kun flænget på det ene knæ, men det andet var skrabet nok til, at jeg tænkte at begge knæ nok havde store hudafskrabninger. Jeg rullede hvert bukseben op, mens jeg ignorerede hendes forsøg på at tjatte mine hænder væk ved synet af de små stubbe på hendes ben.

„Jeg vidste ikke, at du skulle røre min ben i dag,“ sagde hun og lo lidt.

„Åh, stop.“

Jeg duppede sårene med et vådt stykke vat og var lettet over at se, at det ikk

Han grinte afgjort smørret. »Je ne regrette rien.« Han udtalte hvert ord langsomt, lagde tryk på hver eneste stavelse.

„Løber du?“ spurgte jeg. „Med vilje?“

„Ja,“ sagde han og lo åbenlyst. „Jeg løber ikke, fordi jeg bliver jagtet, jeg løber for at dyrke motion.“