Hanya Yanagihara

I venskab, med kærlighed

“Det er en lortelejlighed,” havde JB sagt til Malcolm, og selvom det var rigtigt – bare opgangen var nok til at give Malcolm knopper over det hele – vendte han alligevel hjem med en melankolsk følelse og overvejede endnu en gang, om det virkelig var bedre at bo hos sine forældre end at bo i sin helt egen lortelejlighed.

I sine usikre stunder blev han nogle gange urolig for, om projektet var for sværmerisk, for indadvendt – det var hér, en gallerist virkelig var til stor hjælp, om ikke andet så for at minde én om, at nogen godt kunne lide ens værker, fandt dem betydningsfulde eller i det mindste smukke – men han kunne ikke fornægte den glæde, han fandt i arbejdet, følelsen af ejerskab og tilfredsstillelse.

Den helt rigtige var Howard Baker, som efter en lettere åndsfraværende jobsamtale på et kvarters tid havde ansat ham til at undervise sin søn i latin, matematik, tysk og klaverspil.

Hver eneste måned, hver eneste uge valgte han at åbne øjnene og leve endnu en dag i verden.

Derefter var han simpelthen holdt op med at tale med JB.

“Enogtredive,” svarede han.

SIDSTE GANG JB forsøgte – virkelig forsøgte – at holde op med at tage stoffer, var weekenden omkring den 4. juli.

Engang plejede han at tilbringe disse eftermiddage med at læse eller udforske terrænet, men på det seneste, lige siden Broder Luke havde fortalt ham, han måtte, havde han tilbragt dem i drivhuset.

Så snart han var udenfor, ude af syne fra klosterbygningen, begyndte han at løbe.