Sigrid Undset

En mor tror nok, hun kender sine børn og forstår dem, men hvert eneste barn ved en dag, at det gør hun ikke. Alligevel, når jeg sidder og holder om hende, er jeg ikke helt alene. Med sit barn på skødet er man så tæt på et menneske, som man kan komme

Og hvad med dig, Kristin – hvad ville du synes om at ofre dit smukke hår og tjene Vor Frue som de brude jeg har tegnet her?“

„Vi har ikke andre børn hjemme end mig,“ svarede Kristin. „Så jeg skal vel giftes, tænker jeg. Mor har nok både kister og skrin parat med min medgift allerede.“

„Nej, nej,“ sagde broder Edvin og strøg hende over panden. „Det er sådan folk bærer sig ad med deres børn nu. Til Gud giver de døtre der er halte og svagsynede og grimme og vanskabte, eller de lader ham få de børn tilbage som de synes han har givet dem for mange. Og alligevel undrer de sig over at ikke alle der bor i klostrene er hellige mænd og jomfruer –“

Han havde altid hørt at den der var fast i troen intet øjeblik skulle tabe den salighed af syne som sjælen gik til gennem den hede ild. Kristin syntes at hendes far glædede sig som til en manddomsprøve. Hun huskede tydeligt fra sin barndom dengang kongens håndgangne mænd fra dalen drog ud i leding mod hertug Eirik – nu forekom det hende at faderen så frem mod sin død som han dengang havde set frem mod eventyr og strid.