Jørgen Nielsen

Hanne var ikke determinist, for determinismen er en kold, saglig ting, der hverken gør livet lettere eller sværere. Hun var fatalist, og det på en halvt uredelig måde, hun snød lidt, det var hun nødt til, ellers havde hun ikke kunnet holde sit liv ud. Det fremherskende i hendes livsopfattelse var fornemmelsen af, at man blev ført, man kom derhen, hvor man skulde. Når hun gjorde, hvad hun ifølge sine egne moralbegreber ikke burde gøre, bevarede hun følelsen af, at hun blot passivt opfyldte sin bestemmelse. En synderinde var man, men from.

Hvad familien især hæftede sig ved var, at Andreas var modstander af kongen, der jo dog aldrig havde gjort ham noget. Han forlangte kongen afskaffet. Men, som Hanne sagde, den ene konge kunde vel være omtrent så god som den anden. Der var hende ikke noget ufordelagtigt bekendt om ham, der sad nu. Da snøftede Andreas hånsk. Altid bliver man misforstået. Han vilde have en præsident. Men af den tale forstod hans gamle forældre intet. Man havde en konge. Altid havde man en konge. Det var naturgivet som muld og sol.

Han var i den alder, hvor det betyder mindre at blive forstået end at få talt ud.