Sigurd Barrett (f. 1967) er en dansk pianist, komponist, entertainer og forfatter. Mange vil nok kende ham fra TV-programmerne “Sigurds bjørnetime” og “Hit med sangen”, men senere har han også opnået stor popularitet med sine bøger, hvor han formidler historiske og kulturelle emner for børn.
Sigurd Barrett blev for alvor et kendt ansigt i den brede offentlighed med børneprogrammet “Sigurds bjørnetime”, som blev sendt for første gang i 1998. Med i programmet var bjørnen Bjørn, og naturligvis Sigurd Barrett, som leverede musikalsk underholdning. Senere blev dette univers udvidet med “Sigurd & Symfoniorkesteret”, “Sigurd & Big Bandet” samt “Sigurd og Operaen”, som alle var programmer, der introducerede børn for henholdsvis klassisk musik, jazz og opera på en underholdende måde.
I nyere tid har Sigurd Barrett særligt gjort sig populær med sine utallige børnebøger, hvor han forklarer forskellige emner for børn. Et af hans mest kendte værker er “Sigurd fortæller Danmarkshistorie”, som på en letforståelig måde fortæller om Danmarks historie fra oldtiden til nutiden. Han har også skrevet bøger som “Sigurd fortæller om de græske guder”, “Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr” og “Sigurd fortæller Bibelhistorier” — for sidstnævnte modtog han i 2010 BMF’s børnebogspris.
Sigurds Barretts evne til at engagere børn i læringsprocessen på en legende måde har gjort ham til en elsket skikkelse i dansk børnekultur, og hans bøger og tv-programmer bliver ofte brugt som undervisningsmateriale i skoler.