Grace
”Han dukkede simpelthen uanmeldt op midt i jeres studiegruppe?” Ramona ser ud til at more sig kosteligt, mens hun rækker ud efter sin kaffe. Det er første gang, jeg ser hende, efter vores akavede genforening tidligere på måneden, og det overrasker mig, hvor godt tilpas jeg føler mig. Der har ikke været nogen akavede pauser, ingen bitterhed fra min side, og hun virker oprigtigt interesseret i, hvad der sker i mit liv.
”Jep,” svarer jeg. ”Han forklarede sig med, at han bare ville aflevere en kaffe til mig, men det ved vi begge to bare var en dårlig undskyldning.”
Ramona griner. ”Så John Logan er den jaloux type. Skal jeg være ærlig? Det kommer ikke som det store chok. Ishockeyspillere er spændt op med aggressioner. De er de her store alfahanner, der lader der gå totalt hulemand i den, når nogen prøver at snuppe deres puck.”
”Og jeg er pucken i det scenarie?”
”Så godt som, ja.”
Jeg vender det hvide ud af øjnene. ”Nå, lige meget. Men det er da mig, der om nogen bør være jaloux. Er du klar over, hvor mange piger der kaster sig frådende over ham? Der sker konstant, selv når jeg er sammen med ham. Men vi har haft ét interessant tilfældigt møde.” Jeg holder en lille kunstpause. ”Vi stødte ind i Piper i biografen i Hastings.”
Ramona gisper. ”Åhh, shit! Hvad sagde hun til det?”
Tilfredsheden bobler i mig. ”Til at begynde med var hun supersød, men det var nok, fordi hun slet ikke havde bemærket mig. Hun flirtede med ham, men det var tydeligt, han ikke var interesseret, så hun begyndte i stedet for at snakke om ishockey, og så lige pludselig gik det op for hende, at jeg var sammen med ham og ikke bare stod i nærheden af ham, og så var det, som om hun var vadet lige lukt ind i en seriemorders fangekælder. Ren rædsel.”
Ramona fniser.
”Logan præsenterede mig som sin kæreste, og jeg sværger, hun så ud, som om hun kunne slå mig ihjel på stedet.” Jeg føler mig dejligt meget hævngerrig, mens jeg fortæller historien. ”Hvorefter hun luskede af og sluttede sig til sine venner igen.”