Maren Uthaug (f. 1972) er en dansk/norsk/samisk forfatter. Hun bor i Danmark, men voksede op i det nordlige Norge med en norsk mor og en samisk far, og disse skiftende kulturelle forhold mellem det danske, norske og samiske er ligeledes tematikker hun udforsker i sit forfatterskab.
Maren Uthaug blev født i den nordnorske landsby Kautokeino, der overvejende var samisktalende, men flyttede i 1980 med sin mor til Haderslev i Sønderjylland. Efter sin studentereksamen begyndte Uthaug at studere teologi, men studierne blev afbrudt, da hun vandt en talentkonkurrence udstedt af et reklamebureau, hvorefter hun begyndte på Den Danske Reklameskole. Herefter arbejdede hun i reklamebranchen, indtil 2001 hvor Maren Uthaug valgte at gå freelance som blandt andet klummeskribent for Jyllands-Posten.
Maren Uthaug gjorde sig særligt kendt for et bredere publikum med bloggen Marens Blog, som hun oprettede i 2009, med de karakteristiske og morsomme tændstikfolk — disse tegninger fik en fast plads som serie i Politiken under navnet Ting jeg gjorde. Nogle af Uthaugs stregtegninger er desuden blevet udgivet som fysiske bøger.
Maren Uthaug fik sin romandebut med Og sådan blev det i 2013, hvor en samisk pige forsøger at finde sig tilpas i Sønderjylland, efter at være flyttet væk fra sit fødested i det nordlige Norge. Hertil fulgte romanerne Den lyse side (2014), Hvor der er fugle (2018), En lykkelig slutning (2019) og senest den tankevækkende fremtidsroman 11% fra 2022, som hun vandt De Gyldne Laurbær for samme år.