Lars Frost

skal ikke undervurdere tilfældets evne til at frembringe uhyrer.

Jeg kan huske, jeg engang tænkte, at man først rigtigt blev sig selv, når man var død. Jeg tror, jeg tænkte, at man så på en eller anden måde blev til i de efterladtes erindring. Er det mon en jødisk tankegang? Jeg ved det ikke. Mindet er i sandhed evindeligt – sådan noget kunne man tænke. Højstemt.

Der er noget livsbekræftende i at tage skyld på sig, følelsen af at bære en tyngde – det sagde han ikke, det siger jeg. Der er en bekræftelse i den kvalmende fornemmelse – at jeg har gjort noget forkert, en uoprettelig skade, forfærdelige ting – og så leve med det og måske endda prøve at gøre det godt igen, febrilsk og i lange søvnløse nætter lede efter det, der kan gøre det godt igen. Der er en befrielse i tilgivelsen.

Man kan tænke: Jeg har ret til det og det, og så hvis noget, gud forbyde det, skulle gå galt, så er det svært at placere skylden – det er lige til at blive frustreret over, og det er måske det, der sker ude omkring os i samfundet? Og i os? Den samme følelse af uro

llermest undrer det mig, at vi kan glemme.

Nu gør jeg det, tænker jeg. Her i sandet.