Lilian Munk Rösing

Når man til aftenmessen havde istemt vi forsager Djævelen og alle hans gerninger, vi tror på Jesus Kristus, kunne man fritage sig selv fra religionsudøvelse; så var man slået til kristen og udstyret med den nødvendige og tilstrækkelige bagage til at føle sig integreret i det herskende fællesskab samt en garanti for at der helt sikkert er noget efter døden.

I en forbløffende fart dannede vi alle sammen bittesmå isolerede, vandtætte celler hvor vi unge par og forældre sås og betragtede de ugifte som en umoden art der hverken kendte til gældsbreve, de små Bledina-glas med babymad eller Dr. Spock, og hvis frihed til at komme og gå krænkede os en lille smule.

Intet af det man hidtil havde betragtet som normalt, var en selvfølge. Familien, uddannelsen, fængselsvæsnet, arbejdet, ferien, vanviddet, reklamerne, hele virkeligheden var til eksamen, inklusive det man sagde når man kritiserede den, idet man blev opfordret til grundigt at granske den dybere bevæggrund for sin kritik, hvor taler du fra? Samfundet gik ikke længere sin naive gang. At købe en bil, bedømme en opgave, føde, alt havde betydning.