Lilian Munk Rösing

Når man til aftenmessen havde istemt vi forsager Djævelen og alle hans gerninger, vi tror på Jesus Kristus, kunne man fritage sig selv fra religionsudøvelse; så var man slået til kristen og udstyret med den nødvendige og tilstrækkelige bagage til at føle sig integreret i det herskende fællesskab samt en garanti for at der helt sikkert er noget efter døden.

I en forbløffende fart dannede vi alle sammen bittesmå isolerede, vandtætte celler hvor vi unge par og forældre sås og betragtede de ugifte som en umoden art der hverken kendte til gældsbreve, de små Bledina-glas med babymad eller Dr. Spock, og hvis frihed til at komme og gå krænkede os en lille smule.

Intet af det man hidtil havde betragtet som normalt, var en selvfølge. Familien, uddannelsen, fængselsvæsnet, arbejdet, ferien, vanviddet, reklamerne, hele virkeligheden var til eksamen, inklusive det man sagde når man kritiserede den, idet man blev opfordret til grundigt at granske den dybere bevæggrund for sin kritik, hvor taler du fra? Samfundet gik ikke længere sin naive gang. At købe en bil, bedømme en opgave, føde, alt havde betydning.

Og vi der ikke lod os narre, vi der lavede seriøse analyser af reklamens farer med eleverne og gav dem stileemner som “Er lykken at eje ting?”, vi købte et hi-fi-musikanlæg i FNAC, en Grundig-radio med kassetteafspiller, et Bell og Howell super 8-kamera og følte at vi brugte moderniteten til intelligente formål. For os og gennem os blev forbruget forædlet.

Der var ikke meget der forstyrrede min ro. Jeg imødeså livet som en lykkelig opdagelsesrejse, og mod døden forsvarede troen mig: Jeg ville lukke øjnene, og i et lynglimt ville snehvide englehænder løfte mig op i himlen.

„Dumme“ var før i tiden noget min søster og jeg kaldte børn som kedede os; nu var der mange voksne vi kaldte dumme, og særligt frøkenerne. De salvelsesfulde prædikener, de højtidelige remser, de store ord, de skabagtige fraser, alt det var dumhed; det var dumt at tillægge bagateller stor betydning, at holde stædigt fast i skik og brug, at foretrække vante forestillinger og forudfattede meninger frem for fakta. Topmålet af dumhed var at tro at vi ville sluge de dydige løgne som man serverede for os. Vi lo af dumheden, den var noget af det vi virkelig kunne more os over, men den havde også noget skræmmende over sig. Hvis den fik magten, ville vi ikke længere have ret til at tænke, at gøre nar, at
have virkelige ønsker og virkelige glæder. Man måtte bekæmpe den eller opgive at leve.

Nej, hvis arbejderne hadede borgerskabet, var det fordi de vidste at det var dem overlegent. Kommunisme og socialisme kunne kun forklares af misundelse. „Og misundelse,“ sagde min far, „er en grim følelse“.

Jeg fandt det så meget desto mere rædselsfuldt at dø som jeg ikke så nogen grunde til at leve.

Alligevel elskede jeg livet, lidenskabeligt.

Den dag jeg blev nitten, skrev jeg, i Sorbonnes bibliotek, en lang dialog hvor to stemmer der begge var mine, skiftedes til at udtale sig: Den ene fremførte altings tomhed, afskyen og leden; den anden hævdede at det er smukt at være til, om det så var ørkesløst. Fra den ene dag til den anden, fra den ene time til den anden gik jeg fra mismod til hovmod. Men hele efteråret og hele vinteren var det der var fremherskende i mig, angsten for en dag at finde mig selv „besejret af livet“.

Vi talte om mange ting, men især om et emne som interesserede mig mere end nogen andre: mig selv. De andre indlemmede mig i deres egen verden når de foregav at forklare hvem jeg var, de irriterede mig; Sartre derimod forsøgte at placere mig i mit eget system, han forstod mig i lyset af mine værdier, mine planer.