Stefan Zweig

Tryghedens århundrede blev forsikringsvæsenets gyldne tid. Man forsikrede hus og hjem mod indbrud og ildsvåde, sin jord mod hagl og uvejrsskader, sit legeme mod sygdom og ulykkestilfælde; man købte sig livrente med henblik på alderdommen, og sin lille datter i vuggen skænkede man en police på fremtidig medgift. Til sidst organiserede arbejderne sig og erobrede normaliseret løn og sygekasser; tjenere og tjenestepiger opsparede sig en alderdomsforsikring og indbetalte forud i en begravelseskasse beløbet til egen jordefærd. Kun den, der ubekymret kunne se fremtiden i møde, nød veltilpas nutiden.

Denne tro på det uafbrudte og uopholdelige »fremskridt« havde for hin tidsalder ligefrem en religions styrke i sig; man troede allerede mere på dette »fremskridt« end på Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye vidundere i videnskab og teknik, som hver dag bragte med sig.

Intet er mere forkert. Det: at blive rig betyder for jøden kun et mellemstadium, et middel til at nå det sande mål, og på ingen måde det virkelige mål. Jødens egentlige og dybeste ønske og immanente ideal er det: at kunne svinge sig op til åndsniveauet og et højere kulturelt samfundslag.

Leben und leben lassen« var den berømte wiener grundsætning, og den forekommer mig endnu den dag i dag mere human

Hvis et under eller noget vidunderligt skal ske, er den første betingelse altid, at en enkeltperson tror på dette under. En uforbederlig persons naive mod kan netop der, hvor de lærde tøver, give det frugtbare skub fremad, og som for det meste er det også her en ren tilfældighed, der sætter det storslåede foretagende i gang.

Ubarmhjertigt bliver først de uerfarne tropper, basjibozukkerne, sendt mod murene – deres halvnøgne kroppe tjener i sultanens angrebsplan på en måde kun som stormbukke, der er bestemt til at udmatte og svække fjenden, før kernetropperne bliver sat ind til det afgørende stormløb. Med hundreder af stiger løber de, pisket frem, i mørket, de klatrer op til tinderne, bliver kastet ned, løber atter op, igen og igen, for de har ingen vej tilbage: Bag ved dem, der blot er værdiløst menneske­materiale udset til at blive ofret, står allerede kernetropperne, som hele tiden driver dem frem mod den næsten sikre død.

Nu kan der ikke ske noget lykkeligere for et åndfuldt menneske end at blive udelukket fra det offentlige, politiske liv; derved rykkes tænkeren, kunstneren ud af den sfære, der er uværdig for ham, og som kun kan beherskes med brutalitet eller listighed, og sender ham tilbage til hans indre urørlige og uforgængelige sfære. For et intellektuelt menneske bliver enhver form for eksil en tilskyndelse til indre fordybelse, og Cicero oplever denne velsignede modgang i det bedste og lykkeligste øjeblik.

Men gang på gang gentager den tragedie sig i historien, at netop åndsmennesket, fordi han i sit indre tynges af ansvaret, i det afgørende øjeblik sjældent bliver et handlingsmenneske. Gang på gang den samme splittelse i det intellektuelle, skabende menneske: Fordi han ser tidens dårskab tydeligere, drages han efter at gribe ind, og i sin entusiasme kaster han sig lidenskabe­ligt, men kortvarigt ind i den politiske kamp. Men samtidig tøver han også med at besvare magt med magt. Hans indre ansvarsfølelse får ham til at vige tilbage over for terror og blodsudgydelse, og denne tøven og hensyntagen netop i dette eneste øjeblik, der ikke kun tillader, men ligefrem kræver hensynsløshed, lammer hans kraft.

For anden gang er Marcus Tullius Cicero flygtet fra verden tilbage til sin ensomhed. Nu har han endegyldigt erkendt, at han som lærd mand, som humanist og rettens forsvarer lige fra begyndelsen var forkert placeret i en sfære, hvor magt gælder som ret, og hvor skrupelløshed virker mere befordrende end visdom og forsonlighed.

Men nu, hvor han er tvunget til uvirksomhed, vil han i det mindste bruge den i overensstemmelse med Scipios fortrinlige ord; om sig selv sagde Scipio, at han ”aldrig havde været mere virksom, end når han ikke havde noget at gøre, og aldrig mindre ensom, end når han var alene med sig selv”.