Audur Ava Ólafsdóttir

Vi kører videre i tavshed gennem lavamarken.

Jeg er stadigvæk inde i skoven, som ikke ser ud til at ville tage nogen ende, farvespektret går fra grønt til grønt.

Landsbyen er bygget på en stenet klippe, og jeg får med det samme øje på klosteret på toppen af klippen, det er faktisk ikke til at tro, at der deroppe skal findes en have, som står omtalt i alle håndbøger om rosendyrkning lige siden middelalderen.