Amor Towles

Med al respekt for poetisk præcision, så blev hankønnet skabt med to nosser, selvom en enkelt ville have været tilstrækkelig.”

Bekymret? Misjka ville længes efter Katerina resten af sit liv! Han ville aldrig igen kunne gå hen ad Nevskij Prospekt, uanset hvad de kaldte gaden, uden en følelse af ubærligt tab. Og det var ganske i sin orden. Savnet er netop, hvad vi må forvente, forberede os på og elske til vores dages ende, for det er i sidste instans kun vores knuste hjerter, der evner at imødegå kærlighedens flygtighed.

Nummer ét,” sagde greven og tav et øjeblik for den dramatiske virknings skyld. “Tjekhov og Tolstoj.”
Tyskeren gryntede.
“Ja, ja. Jeg ved, hvad De vil sige: at enhver nation har sine forfattere i panteon. Men med Tjekhov og Tolstoj har vi russere sat bogstøtterne på fortællingens kaminhylde. Herefterdags vil fiktionsforfattere, hvor end de stammer fra, placere sig på det kontinuum, der begynder med den ene og ender med den anden. For hvem, må jeg spørge, har bedre mestret den korte fortælling end Tjekhov med sine formfuldendte små historier? De er præcise og enkle og inviterer os indenfor i et hjørne af hjemmet på et upåfaldende tidspunkt, hvor hele menneskets lod med ét er inden for rækkevidde, om end på den mest hjerteskærende vis. Og i den anden ende af spektret: Kan De forestille Dem et værk med videre rammer end Krig og fred? Et der så behændigt skifter fra dagligstue til slagmark og tilbage igen? Der så grundlæggende undersøger, hvorledes individet formes af historien, og historien af individet? Jeg siger Dem, at der i de kommende generationer ikke vil være nogen, der kan fortrænge de to som fortællingens alfa og omega.”

Nummer to?” spurgte briten, og Audrius fyldte atter glassene.
“Første akt, første scene af Nøddeknækkeren.”
“Tjajkovskij,” lo tyskeren højrøstet.
“De ler, mein Herr. Og dog vil jeg godt vædde en hel del på, at De godt kan se den for Dem. Det er juleaften, og Clara sover tungt på gulvet med sit vidunderlige nye legetøj efter at have fejret jul med familie og venner i et rum pyntet med kranse. Men da klokken slår tolv, og den enøjede Drosselmeyer sidder oppe på standuret som en ugle, begynder juletræet at vokse …”
Greven hævede langsomt hånden op over baren for at illustrere træets vækst, og briten begyndte at fløjte den berømte march fra åbningsscenen.
“Ja, lige præcis,” sagde greven. “Man siger normalt, at briterne er bedst til at fejre advent. Men med al respekt så må man rejse længere nordpå end London, hvis man vil opleve essensen af vinterfesten. Man må vove sig op over den halvtredsindstyvende breddegrad, op til de egne, hvor solens bane er mest elliptisk og vinden mest ubarmhjertig. Rusland har med sit mørke, sin kulde og sne netop den form for klima, hvor julens ånd lyser klarest. Og det er derfor, Tjajkovskij synes at have fanget lyden af den bedre end nogen anden. Jeg siger Dem, at ikke blot vil hvert eneste europæisk barn i det tyvende århundrede kende melodierne fra Nøddeknækkeren, de vil også forestille sig deres jul, netop som den er skildret i balletten; og når de er gamle og grå, vil Tjajkovskijs juletræ vokse fra deres erindringers gulv, indtil de endnu en gang stirrer fortryllede op.”

Og midt på hvert eneste bord – hvad enten det var beværtet af rig eller fattig – stod der kaviar, for det er det geniale ved netop denne særlige delikatesse, at den kan nydes i både gram og kilo.

I århundreder er champagne blevet brugt til at søsætte ægteskaber og skibe. De fleste antager, at det skyldes, at drikken er så uimodståeligt festlig, men i virkeligheden bruges den på tærsklen til disse farlige foretagender, fordi den så eftertrykkeligt styrker moralen.

“Det er et trist, men uundgåeligt faktum her i tilværelsen,” begyndte han, “at vores sociale cirkler bliver mindre og mindre med alderen. Uanset om det nu skyldes, at vi bliver vanemennesker eller mindre energiske, så opdager vi pludselig, at vi efterhånden omgiver os med blot nogle få velkendte ansigter. Så jeg betragter det som et utroligt lykketræf, at jeg på dette tidspunkt i livet har fået sådan en fin ny ven.”

Uanset, tænkte han, var en kop kaffe lige, hvad man trængte til. For hvad er mere alment anvendeligt? Hjemmevant, som den er, med alt fra blikdåser til Limoges-porcelæn, kan kaffen både vække den flittige ved daggry, berolige den tænksomme midt på dagen eller vække livsånderne i den betrængte midt om natten.

Med tanke på, at et menneske må bemestre sine omstændigheder for ikke at blive offer for dem, tænkte greven, at det var værd at overveje, hvordan man bedst gjorde dette, når man var blevet idømt et helt livs husarrest.

For det er et faktum, at et menneske kan være grundlæggende ude af trit med sin tid. Et menneske kan være født i en by berømt for sin særegne kultur, og dog kan de sædvaner, moder og idéer, der ophøjer byen i verdens øjne, være meningsløse i det menneskes øjne. Og mens det går gennem livet, ser det sig om i en tilstand af forvirring uden at forstå sine medmenneskers tilbøjeligheder og stræben.
Et sådant menneske kan godt glemme alt om enhver form for kærlighedsmæssig eller professionel succes, for det tilhører mennesker, der er i trit med tiden. Et sådant menneske kan vælge at skryde som et æsel eller at finde en smule trøst i de glemte værker, der gemmer sig i oversete boghandler. Og når dets værelseskammerat kommer væltende hjem klokken to om morgenen, har det ikke andet valg end at lytte i tavs mystifikation, når han fortæller om de seneste dramaer i byens saloner.