„Når man skriver med den,“ sagde Topper, „så forsvinder alt det, man har skrevet, næsten lige med det samme.“
„Ja,“ sagde Viggo surt. „Med et viskelæder.“
„Nej,“ råbte Topper med fryd i stemmen. „Nej, bette Viggo. UDEN viskelæder eller noget.“
Viggo tabte en ny klat.
„Forsvinder det uden viskelæder?“ spurgte han og så mistroisk på Topper. „Det må jeg fortælle min far.“
„Nej, hov, stop,“ sagde Topper og greb Viggo i kraven. „Den her blyant er der ingen andre end dig og mig, der skal vide noget om.“
„Sådan en blyant har jeg aldrig hørt om før,“ sagde Viggo. „Er du sikker på, at alting forsvinder, når man skriver med den?“
„Selvfølgelig,“ sagde Topper. „Jeg har prøvet den. Alting forsvinder og bliver væk. Kom, vi går op til mig og prøver den.“
Og så halede han af sted med Viggo.
På trappen mødte de viceværten hr. Holm, der var for nedadgående.
„Go’dag, drenge,“ sagde hr. Holm. „Nå, vil I høre en rigtig god og uhyggelig historie?“
„Nej,“ sagde drengene og stormede videre.
„Hva’?“ sagde hr. Holm forbavset. „Jamen I plejer da at være helt vilde med at høre historier.“
„Ikke i dag,“ råbte Topper. „Vi skal skrive.“
„Du godeste,“ sagde hr. Holm. „Skrive. Nu har jeg aldrig hørt så galt. Ja. Ja, børn bliver da mere og mere underlige nu om stunder. Da jeg var barn, skrev vi sandelig kun, når læreren trak os i ørerne.“
„Ja, det kan være,“ råbte drengene og forsvandt ind til Topper.