Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Tågen begyndte at lette, skilte som sur mælk

Han er letfodet, hurtig i hovedet, grov i munden og alligevel satans

Få set familien. Hun vidste godt, det var mig, der længtes. Jeg havde sagt det. »Jeg kan ikke engang udtale mit eget navn.« Så planlagde hun turen

Jeg ville spørge til festerne, julemiddagene, fødselsdagene, øjeblikket, om hun kendte det, hvor en tante, en fætter, vendte sig mod én og slog over i dansk, det øjeblik, hvor man blev gæst i sin egen familie, blodgæsten.
Fremmedheden går i arv

Det betød, at hun også kunne være i fare.

Hun gik forbi krydset ved Knabrostræde og videre til Gammel Strand, og kiggede hen over Holmens Kanal på Thorvaldsens Museums okkerfarvede mure.

Bjerge af varer gjorde det endnu sværere at komme frem.

Det hele kom af hans ensomhed og selvynk, som om han ikke havde set tilstrækkeligt i sit korte liv til at forstå, at han måtte bruge alt sit vid for at holde hovedet koldt og kroppen i sikkerhed.

I hendes synderegister svarede det at tale med en mand til at arrangere et hemmeligt møde med ham.

Søvnen besejrer det tyngede sind, men Guinness bedøver den skadede sjæl ... og herren skal vide, at jeg trænger her til morgen efter endnu en omgang i ringen med Carmel i nat.