Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Tågen begyndte at lette, skilte som sur mælk

Han er letfodet, hurtig i hovedet, grov i munden og alligevel satans

Få set familien. Hun vidste godt, det var mig, der længtes. Jeg havde sagt det. »Jeg kan ikke engang udtale mit eget navn.« Så planlagde hun turen

Jeg ville spørge til festerne, julemiddagene, fødselsdagene, øjeblikket, om hun kendte det, hvor en tante, en fætter, vendte sig mod én og slog over i dansk, det øjeblik, hvor man blev gæst i sin egen familie, blodgæsten.
Fremmedheden går i arv

Det betød, at hun også kunne være i fare.

Hun gik forbi krydset ved Knabrostræde og videre til Gammel Strand, og kiggede hen over Holmens Kanal på Thorvaldsens Museums okkerfarvede mure.

Søvnen besejrer det tyngede sind, men Guinness bedøver den skadede sjæl ... og herren skal vide, at jeg trænger her til morgen efter endnu en omgang i ringen med Carmel i nat.

de tunge damaskgardiner er trukket for, men de lukker en kold skive engelsk dagslys ind, mens du stirrer på loftsrosetten med den nedhængende blomstrede lampeskærm, som du købte i Debenhams under udsalget for to år siden, som om

»Du skal ikke trække mig rundt ved næsen, Barry, ellers kan det være, at du går hen og mister mig.«

sent denne nat, hvor du beder ved sengekanten og venter på, at han skal komme hjem, vel vidende at han måske slet ikke kommer, men du kan ikke lade være, kan du, du opfører dig som et kæmpe fjols, som englænderne siger