da

Rebecca Solnit

  • mariateglkampцитирует3 месяца назад
    Spørgsmål om lykke forudsætter generelt, at vi ved, hvad et lykkeligt liv er. Lykke beskrives ofte som resultatet af at kunne krydse en masse ting af på listen – ægtefælle, afkom, privat ejendom, erotiske erfaringer – selvom man på et splitsekund kan komme på adskillige par, der har alle de ting, men alligevel er dybt ulykkelige.
    Vi får konstant serveret standardformler, men disse formler fejler, ofte og eftertrykkeligt. Ikke desto mindre får vi dem serveret igen. Og igen og igen. De bliver til fængsler og straffe, forestillingens fængsel lokker mange ind i et tilværelsens fængsel, der følger formlerne for det gode liv, men alligevel er dybt ulykkeligt.
  • mariateglkampцитирует3 месяца назад
    Centralt i spørgsmålet om lykke ligger et paradoks. Todd Kashdan, der er lektor i psykologi ved George Mason University, berettede for nogle år siden om undersøgelser, der konkluderede, at folk, der finder det vigtigt at være lykkelig, er mere tilbøjelige til at blive deprimerede: »Når man indretter sit liv efter at prøve at blive lykkeligere, og lykken dermed bliver det primære mål her i livet, kommer det til at stå i vejen for reelt at blive lykkelig.«
  • mariateglkampцитирует3 месяца назад
    Kærlighed er en konstant forhandling, en konstant samtale; at elske en anden er at blotte sig selv for at blive afvist og forladt; kærlighed er noget, man kan gøre sig fortjent til, men ikke aftvinge nogen. Det er et felt, hvor man ikke har ­kontrollen, fordi en anden også har rettigheder og beslutninger; det er en samarbejdsproces; elskov er ideelt set en proces, hvor disse forhandlinger bliver til glæde og leg.
  • mariateglkampцитирует3 месяца назад
    Vores menneskelighed består af historier, eller i mangel af ord og narrativer af vores forestillingsevne: Det, jeg ikke helt bogstaveligt selv mærkede, fordi det skete for dig og ikke mig, kan jeg forestille mig, som om det var mig, eller føle med, selvom det ikke var mig. Og dermed er vi forbundne, dermed er vi ikke adskilte. Disse historier kan ties ihjel, og de stemmer, der kunne vække empati, kan blive overdøvet, miskrediteret, censureret, gjort til noget, der ikke må siges eller høres. Diskrimination er oplæring i ikke at identificere sig med eller føle empati med andre, fordi de i en eller anden forstand er anderledes, oplæring i at tro på, at forskelle er alt og fælles menneskelighed intet.
  • mariateglkampцитирует3 месяца назад
    Det, vi kalder høflighed, indebærer ofte en oplæring i, at det vigtigste er, at andre føler sig godt tilpas. Det skal man til enhver tid sikre, og alt andet er forkert, uanset omstændighederne. For årtier siden hørte jeg en novelle læst op i radioen, som jeg aldrig har glemt – en jegfortælling om en kvinde, der bliver befamlet i New Yorks subway og prøver at finde ud af, hvordan hun skal slippe ud af situationen uden at antyde, at befamleren gør noget galt, eller komme til at fornærme ham. Det var et ironisk eksempel på, hvor dybt det sidder i os, at vi skal være høflige, behagelige, flinke og ikketruende, og hvor stor en hindring det kan blive for vores overlevelse. Jeg husker en episode, da jeg var først i tyverne, hvor jeg blev chikaneret af en truende mand på gaden midt om natten, og jeg tænker over, at det ikke faldt mig ind at praje biler, vække opstandelse – alle de ting, jeg gjorde senere, da jeg blev ældre og mere sikker på min egen dømmekraft og mine egne rettigheder og mindre bange for at lave en scene. Høflighed, manglende tro på sig selv, tavshed pålagt indefra kan gøre yngre kvinder til bedre ofre. Filosoffen Martha Nussbaum startede på kandidatstudiet ved Harvard i 1969; hun genkaldte sig for nylig, at da hendes vejleder »rakte ud og rørte ved hendes bryster ... skubbede hun ham bare forsigtigt væk for ikke at gøre ham forlegen«.
  • mariateglkampцитирует3 месяца назад
    Graphic novel-forfatteren Alison Bechdel opfandt det, der er blevet kendt som Bechdel-testen – hvis betingelse er, at en film skal have to kvindelige figurer, der taler sammen om noget andet end en mand. Det er en latterligt lav målestok, som mange film ikke desto mindre ikke lever op til. I den oprindelige Star Wars-trilogi taler alle andre kvinder end prinsesse Leia kun i 63 sekunder ud af filmenes 386 minutter, fastslog en nylig undersøgelse. Disse 63 sekunder er delt op mellem tre kvinder i de tre film i samlet set en tredjedel procent af spilletiden.
  • mariateglkampцитирует2 месяца назад
    Margaret Atwood havde som bekendt fremsat samme pointe som Louis C.K. langt tidligere og langt mere fyndigt, med sin bemærkning: »Mænd er bange for, at kvinder skal grine ad dem. Kvinder er bange for, at mænd skal slå dem ihjel.«
  • mariateglkampцитирует2 месяца назад
    Hvis man læser tilstrækkelig mange bøger, hvor folk som en selv bare kan bruges og smides væk eller er noget skidt eller er tavse, fraværende eller værdiløse, så vil det påvirke en. Fordi kunsten skaber verden, fordi den gør en forskel, fordi den skaber os. Eller ødelægger os.
  • mariateglkampцитирует3 месяца назад
    Voldtægt er så almindeligt i vores kultur, at man godt kan kalde det en epidemi. Hvad skal man trods alt ellers kalde noget, der rammer næsten hver femte kvinde (og hver 71. mand) direkte, og som trussel praktisk taget alle kvinder, og som er så udbredt, at det ændrer vores måde at leve og tænke og færdes i verden på i det meste af vores liv? Reelle tilfælde, hvor kvinder uretmæssigt har beskyldt en mand for voldtægt bare for at genere ham, er ekstremt usædvanlige. De mest pålidelige studier anfører, at cirka to procent af alle indberetninger om at være blevet voldtaget er falske, hvilket betyder, at 98 procent er ægte. Selv den statistik betyder ikke, at to procent er falske voldtægtsanklager, for det at sige, at man er blevet voldtaget, selvom man ikke er, er ikke det samme som at påstå, at en konkret person har voldtaget en, selvom han ikke har (i øvrigt skelnes der i statistikkerne i det hele taget ikke mellem falske voldtægtsanklager og anklager mod en konkret person).
fb2epub
Перетащите файлы сюда, не более 5 за один раз