Det, vi kalder høflighed, indebærer ofte en oplæring i, at det vigtigste er, at andre føler sig godt tilpas. Det skal man til enhver tid sikre, og alt andet er forkert, uanset omstændighederne. For årtier siden hørte jeg en novelle læst op i radioen, som jeg aldrig har glemt – en jegfortælling om en kvinde, der bliver befamlet i New Yorks subway og prøver at finde ud af, hvordan hun skal slippe ud af situationen uden at antyde, at befamleren gør noget galt, eller komme til at fornærme ham. Det var et ironisk eksempel på, hvor dybt det sidder i os, at vi skal være høflige, behagelige, flinke og ikketruende, og hvor stor en hindring det kan blive for vores overlevelse. Jeg husker en episode, da jeg var først i tyverne, hvor jeg blev chikaneret af en truende mand på gaden midt om natten, og jeg tænker over, at det ikke faldt mig ind at praje biler, vække opstandelse – alle de ting, jeg gjorde senere, da jeg blev ældre og mere sikker på min egen dømmekraft og mine egne rettigheder og mindre bange for at lave en scene. Høflighed, manglende tro på sig selv, tavshed pålagt indefra kan gøre yngre kvinder til bedre ofre. Filosoffen Martha Nussbaum startede på kandidatstudiet ved Harvard i 1969; hun genkaldte sig for nylig, at da hendes vejleder »rakte ud og rørte ved hendes bryster ... skubbede hun ham bare forsigtigt væk for ikke at gøre ham forlegen«.