Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Det er fire år siden, og David har svoret, at Absalom aldrig skal vende tilbage til Jerusalem.
Et vist mål af sorg må man kunne bære, et menneske modnes ikke uden smerte. Et frø er sorgen, ingen ved, hvilken jord det falder i, og hvor stor den vil vokse i et menneske. Hemmelige gruber, oaserigdom, fed jord, der tager imod den ulyksalighed, der spredes og tildeles.

En del af hemmeligheden bag, at jeg har det godt i dag, er, at jeg har lært mig selv at kende i alle de år, hvor jeg har måttet leve med mørket som en lurende mulighed og en truende afgrund i mig. Hver dag rummer sin egen disciplin, der holder sindet i vater. Min personlige opskrift lyder i al sin forsimplede enkelthed således: meditation, åndelig disciplin, fysisk træning, kunst, at rette blikket ud mod verden i stedet for kun mod mig selv.

Jeg har gennem tiden vendt mange sten fra min barndom. Noget bliver ved med at hjemsøge mig, men jeg orker ikke at grave i det mere. Det, jeg får ud af den form for terapi, er ikke længere ubehaget værd. Tror jeg. Jeg vil hellere finde ud af, hvordan jeg kan leve med mit eget sind, end hvad min angst skyldes. Gad vide, hvordan det så er at skulle dykke ned i krigens vanvid, når man endelig er sluppet ud?