Vor sjæl er støvet til, vor opfattelsesevne sløvet, vor åndelige opmærksomhed vanskeligere at vække. I mindre ærlige stunder mener vi ganske vist, at det er vor kritiske sans, der er blevet skærpet og trænet. Men det at læse med kritik, med smagfuld udvælgelse og de æstetiske næsebor vidåbne, er det ikke en alderens surhed og træghed, en mangel på den sindets åbenhed, vi besad engang? Den, der gør det muligt at finde smukke linier i et dårligt digt, inspirerede passager i en ellers ligegyldig roman, og som en sigte sier alle de grove slagger fra og bevarer og erindrer det bedste og fineste, både ved bogen og dens forfatter. Alle bøger er jo hjælpeløse uden sympatisk indstillede læsere. Bogen er stum, ser ofte uanselig ud, og kan aldrig uden hjælp udefra give sit indhold fra sig.