romanens opløsende latter: netop latter – faldet i bananskralden: klask! – og ikke den forsonende humor som den danske filosof Harald Høffding senere prædikede om i Den store Humor fra 1916. Hamsun har ingen livsanskuelse, derfor heller ingen humor. Romanens latter åbner for en forbindelse med en infantilitet og en primitivitet, der pludselig minder læseren om det, der ligger under civilisationens velfungerende voksne overflader.