”Jeg kan høre havet, selvom det er flere hundrede kilometer væk. Jeg smager salt på tungen. Hører bølgerne, der bruser. Husker din latter, der forsvinder i vesterhavsvinden. Mit ansigt rammes af bølgerne. De løber ned ad mine kinder i hjerteformede dråber.
En tåre bliver til to.
En tredje følger trop.
Det er den fjortende nat, jeg er vågnet på denne måde.”
Laura mister sin mor. Nu er der kun hende og far tilbage. Huset er tomt, og alting har forandret sig. Hun savner sin mor mere for hver dag, der går. Men når årstiderne skifter, kommer minderne tilbage, mere levende end nogensinde før. På en måde er moren stadig hos hende, i bladenes skiftende nuancer, lyset i vintermørket, de spirende forårsblomster og i solnedgangen på stranden.