En mondæn parisisk advokat gribes af lede over sin feterede position og egen selvtilfredshed. Han forlader alt og slår sig ned i en knejpe i Amsterdam, hvor han meget veltalende bekender og analyserer sine gerninger for enhver, der vil høre på ham.
"... han blotter en sjæl, som vi må føle den dybeste afsky for, indtil vi opdager, at denne sjæl måske er vor egen ... Gennem [hans] veltalende og højst tvetungede bekendelse tages vore vedtagne forestillinger om ret og uret, sandhed og løgn, op til revision ..." – Ole Storm, Forord til 1957-udgaven
"'Jo mere jeg anklager mig selv, desto mere får jeg Dem til at dømme Dem selv.' Enhver, der læser bogen, vil vist i enrum indrømme, at denne dobbeltbundede komposition er meget virkningsfuld. ... Man drages med fra kapitel til kapitel, bogen bliver til et personligt anliggende. Camus' evne til at udmønte sin suveræne intelligens i æterklare sentenser har næppe nogensinde fejret større triumfer, heller ikke den enestående følsomhed, hvormed han i ganske korte rids afbilder tidens almindelige ulykke." – Thorkild Hansen, Information