Året er 1415 og Hialmar Gunwardsøn slås til ridder i Søborg kirke.
Slægtsfejde, turneringsridt, fjendskab og hævn. Voldsomme og uventede begivenheder kaster den unge ridder ud i en hovedkulds flugt mod en større verden.
Hialmar vikles ind i loyalitetskonflikter og storpolitik og må kæmpe for sin ære og sin kærlighed, men han står ikke alene. I følgeskab af jomfru Arina, væbneren Erland, pagen Guster og kammerpigen Hedvig udnytter Hialmar sine muligheder i en tid, hvor sværdet og lansen havde magt, og troskab var altafgørende - en tid, hvor de tyske købmænd fik stadig større politisk indflydelse, og hvor slægtens ære gik forud for menneskeskæbner og blodsbånd.
Hialmar-trilogien er inspireret af de gamle autentiske ridderberetninger og fører læseren dybt ind i selve riddersjælen. De gyldne sporer introducerer læserne for riddertiden i Danmark i år 1415, hvor kongen, Erik af Pommern, ruster sig til krig mod holstenerne og hansaen i Lübeck og hvor resten af Europa er på vej mod renæssancen.