Da den unge ingeniør Ole Holm, der er født i Amerika, vender tilbage til Danmark, er det med hævn i tankerne. Hans far måtte i sin ungdom flygte fra landet, da han blev anklaget for et mord, han ikke havde begået. Anklageren var hans plejebror, fabrikant Claus Jelling, der efterfølgende arvede Hammerværket og alt, hvad dertil hører. Men da Ole møder Claus Jelling og i særdeleshed efter at have mødt hans indtagende datter Eva, går det op for ham, at der er mere i historien, end hans far var klar over. Nu er det op til Ole og Eva at opklare, hvad der egentlig skete for så mange år siden, og at redde Hammerværket ud af hænderne på hr. Thomsen og hans lyssky ven, den tyske Worre.
Morten Korch (f. 1876 – d. 1954), Danmarks mest folkekære forfatter, begyndte sit virke i 1898 med novellesamlingen Humoresker – Fyensk Humør, der indeholdt en række skitser og fortællinger, alle på klingende fynsk. Det var startskuddet til et forfatterskab, der strakte sig over et halvt århundrede, og som har været elsket af generationer af læsere. Med romaner som Flintesønnerne, Der brænder en ild og De røde heste blev Morten Korch folkeeje, og filmatiseringerne af hans mest populære romaner med skuespillere som Poul Reichhardt, Tove Maes, Ebbe Langberg og Ib Mossin er i dag en del af den danske filmskat.